CIFF KIDS // Wheat SS19
Forberedelse, eksekvering og teamwork! - Det kan ikke siges nok gange. Så snart at kapitlet for den forgangne sæson ebber ud, lurer forberedelserne til den næste lige om hjørnet. To gange om året løber kontorets mange medarbejdere dobbelt så stærkt. Ikke fordi at resterende måneder på året giver anledning til det modsatte, men særligt i forår- og efterårsmånederne, lader vi op til, at messesæsonen skal skydes igang.. og hvilket iver.
Tjeklister er, måneder i forvejen, gjort klar til at modtage sine mange flueben, og i takt med, at det rolige overblik finder sin vej frem, stiger spændingen ved at gå endnu en udfordrende - og dog fantastisk tid i møde.
MÅNEDERNE OP TIL CIFF KIDS
Efter en lang designperiode med idégenerering og moodboards, der pryder kontorets mange vægge, bliver beslutningen om lokation til sæsonens skydning endelig fastlagt. Den røde tråd skal skabes til det næste katalog. Hver en detalje bliver nøje overvejet, da alt skal stemme overens med designernes tanker og deres ønsker herom.
Denne tid er sjov for os! Vi elsker at skabe små fortællinger ud fra hvert et sæt tøj, vi ønsker at præsentere i kataloget.
SS19 FOTOSHOOT
Når dagene ude på lokationerne er overstået, går vi næste fase i møde. Blandt 42.000 billeder er næste skridt at udvælge de få billeder, der skal pryde katalogets sider og præsentere SS19 kollektionen på bedste vis. Dette kræver timelange overvejelser, en lille snert af frustration som på trods af alt, overdøves af en stor portion begejstring.
Når kataloget langt om længe er i hus, pakkes de mange uåbnede kasser på paller, der står klar og fylder lagerets mange kroge, så de kan komme med på messen.
SS19: CIFF KIDS
CIFF KIDS er den største danske børnetøjsmesse, hvor mere end 300 brands vælger at blive repræsenteret. For tredje sæson i træk stiller vi op med den største stand på messen. Alt inventar er lavet inhouse af vores dygtige medarbejdere, og intet er overladt til tilfældighederne. Standens mange facetter byder, foruden fremvisning af SS19 kollektionen, bl.a. på catch ups over en kaffe i vores lounge-område, kolde og søde fristelser i finurlige farver og former, samt Instagram overraskelser, der lægger op til sjov.
Ingen tvivl om, at disse dage er hårde og timerne lange. Nuværende, såvel som nye potentielle kunder lægger vejen forbi vores stand, og vi nyder samværet, samt den positive energi, der strømmer ind over vores team.
Dagene flyver afsted, og med et trylleslag er alt overstået. Tilbage til hverdagen på kontoret, hvor nye tjeklister skal udarbejdes og fremtidens kollektioner skal formes.
Herfra er der ikke andet at sige end, tusinde tak til de af jer, der kiggede forbi vores stand. Vi var udfordret på varmegraderne, men humøret var højt og softice-maskinen var et sandt hit.
Vi glæder os allerede til at byde jer velkommen igen til januar!